Walking Landscapes Aarhus

12 timers vandring for mørket ved jævndøgn 2021

MØD MØRKET
D. 22/23 september 2021 markerede scenekunstner Lotus Lykke Skov vintermørkets komme i 12 timers vandring for, med og i mørket. Vandringen var en del af Metropolis Københavns Internationale Teaters store landdækkende projekt Walking Landscapes, og Lotus’ bidrag til projektet var en sanselig og intens undersøgelse af mørket, med udgangspunkt i spørgsmålene:
Hvad gør mørket ved vores krop – og vores landskaber?
Hvad ER mørke egentlig?
Og hvor kan det bo?
Her er Lotus’ beretning efter vandringen:
I går og i nat var jeg på 12 timers kapløb med tiden for at nå hele vejen rundt om mørket og prøve at filme det live imens. Jeg gik 25 kilometer og indtog bl.a en gusten bunker, gik baglæns med bind for øjnene, travede gennem skoven uden lys og briller, filmede mig selv med hovedet inde under en båd og blev stoppet af politiet i at lave kridt-spray-grafitti (jeg gjorde det alligevel da de var kørt).Det lykkedes selvfølgelig ikke at undersøge alt det jeg ville, for mørket er uendeligt, og i øvrigt er nuancerne umulige at fange på en facebook livestream med et mobilkamera.
Højdepunktet på vandringen var to timers vidunderligt sanseligt og berusende fællesskab i natten med den dejligste flok mennesker som kom ud i Hørhaven for at fejre mørket med mig. Under ledelse af sanger og performer Katrine Faber og jeg, lyttede og sang vi jorden, træerne og havet, og vi gik offroad ind i den mørke skov og blev ét med skoven. Fuldmånen fortryllede havet, og mørket var varmt og trygt. Et lysende mørke, som jeg gemmer og tager med i hjertet.
I øvrigt blev jeg ført på befriende latterfuld blind-vandring af min bedste ven Rasmus Malling Lykke Skov, delte midnatstanker fra en stund alene i skoven med sanger og performer Johanne Baadsgaard Lange, fik sponsoret te ved bålet af Performing Arts Platform, og Walking Landscapes sendte en fotograf i den blå time og ydede god teknisk førstehjælp undervejs. Tak!
Vandringen gjorde det klart at mørket er uendeligt mangfoldigt – og undeligt svært at indfange via live streams hver time, hvilket var et benspænd i projektet. Nedenfor er en sammenklipning af Lotus’ 12 filmninger af 12 undersøgende måder at møde mørket på, samt hendes fotos af noget af dét som filmningerne ikke kunne indfange.